I denne særudsendelse af Fedeabes Fyraften gennemgår museumsinspektør for Medicinsk Museion, Malthe Bjerregaard, de 40 mest markante sygdomme i verden. Sygdomme er i sagens natur noget, der truer os, så det er i virkeligheden ikke det allermest hyggelige tema, vi har fundet frem i anledningen af efterårsferien. Til gengæld er de djævelsk interessante, så find et tæppe der ikke kradser, skænk dig en kop the og lad os starte nedtællingen, der i dag starter ved børnenes dødsengel, der indtager plads nummer 30. De ældre lyttere vil kende sygdommen som difteri, de yngre har måske hørt om strubehoste, en frygtelig lidelse som især krævede mange børneofre i 1800-tallet. Her var befolkningstætheden en gave til de smitsomme sygdomme, og hygiejnen var om end ikke en by i Rusland, så måske en by i Nordtyskland. På nummer 29 finder vi én af de mest smitsomme og potente sygdomme, nemlig mæslinger, og her slipper vi selvfølgelig ikke for at slå et lille hyggeligt smut forbi vaccinemodstanden. Nummer 28 er fordøjelse, et problem som en engelsk læge ville fiks-fakse ved blot at befrie sine patienter for den skide tyktarm - en løsning der viste sig ikke at være en bragende succes på den lange bane, og af en eller anden grund kommer Kellogg, ham med cornflakesene, også ind i billedet. Nummer 27 er malaria, som - tro det eller lade være - engang gik under navnet Den Lollandske Feber, da den hærgede Danmark. Den måske mest berømte af alle sygdomme indtager plads nummer 26, og vores museumsinspektør fortæller én af de mere kulørte historier om, hvordan den sorte død kom til Europa - en historie der involverer en bister general, en katapult og et pestbefængt korpus. Selvom feber i dag er et symptom, og ikke en sygdom, får den alligevel lov at gøre indtog på plads nummer 25, mens feberens lillesøster, barselsfeberen, er at finde som nummer 24, hvor vi bliver introduceret for den kloge ungarske læge, der fandt ud af, at barselsfeberen havde alt at gøre med dårlig håndhygiejne.
Til dem der ikke har fået nok af sygdomme, kan vi lokke med, at næste udsendelse starter benhårdt ud med koldbrand.
Comentarios